Ny skattefidus: falsk dagplejer
100.000 kr. i fradrag ved at skrive dagplejer på årsopgørelsen
En ny skattefidus breder sig i Østjylland. En fidus som kan indbringe 100.000 kroner om året: Ved at skrive på selvangivelsen, at man er dagplejer, kan man trække det enorme beløb fra i skat. Østjyllands Politi havde sidste år op mod 50 af den slags sager, skriver JP Aarhus.
Den særlige form for skattesnyd benyttes især i indvandrerkredse, og der er flest sager i Aarhusområdet, skriver avisen. I Østjylland registrerede man sidste år snyd af den type for omkring 4 mio. kr.
- Der var en bestemt persongruppe, som havde en masse fradrag for at være dagplejere, men hvor mange faktisk var kontanthjælpsmodtagere. De sager har vi i Østjylland haft 45-50 af i 2011, fortæller Per Jacobsen, faglig leder i afdelingen for økonomisk kriminalitet hos Østjyllands Politi til JP Aarhus.
Hvis man bliver opdaget i den særlige form for skattesnyd vil man blive afkrævet restskat foruden en bøde på mellem 10.000-40.000 kr, oplyser Skat til avisen.
Skat har registreret ca. 40 bødesager i Midtjylland, hovedparten i Aarhus. Alle sagerne er rejst mod borgere fra Somalia, skriver JP Aarhus.
Myndighederne har mistanke om, at en kvindelig bagmand i Odense har været en central person, der har instrueret synderne i at gennemføre svindlen i en stor del af sagerne. Men politiet har angiveligt ikke haft ressourcer til at gennemføre en efterforskning af hendes tilknytning til sagen.
Hos Midt- og Vestjyllands Politi verserer i øjeblikket en lignende sag. Her står en 36-årig kvinde fra Letland bag, oplyser avisen.