Ny SF-borgmester: Jeg er ikke for uerfaren
Selvom han aldrig har siddet i byrådet før, mener den nye borgmester i Randers, SFs Erik Poulsen, at han er i stand til at lede kommunen.
Det kom bag på mange, da SFs Erik Poulsen tirsdag nat kunne lade sig kåre til ny borgmester i Randers.
Poulsen har aldrig tidligere siddet i byrådet, men afviser, at det kommer til at hæmme hans nye virke.
- Jeg har rimeligt meget ledelseserfaring, og den erfaring kan jeg tage med mig ind i byrådet. Jeg er helt sikker på, at jeg kan gøre et godt stykke arbejde, og jeg er helt sikker på, at jeg kan det brede samarbejde, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
SFeren konstituerede sig med Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale, og afsatte altså Socialdemokraternes hidtidige borgmester Henning Jensen Nyhuus.