Ny Samsøfærge sviner

Skandalefærgen på ruten mellem Samsø og Jylland bruger dobbelt så meget brændstof som sin forgænger.

Daglige forsinkelser, en grundstødning og en brand i maskinrummet har hørt til hverdagens uorden, siden færgen Kanhave i juli stærkt forsinket blev indsat på ruten mellem Jylland og Samsø.

Men som om det ikke er nok: Nu viser det sig, at færgen sviner.

I forhold til færgen Vesborg, der tidligere sejlede på ruten mellem Sælvig og Hou, bruger Kanhave dobbelt så meget brændstof pr. bil, den fragter over Kattegat. Og det giver et langt højere udslip af CO2.

Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, undrer sig over, at der tilsyneladende ikke blev kigget på brændstofforbruget, da Samsøtrafikken købte færgen hos et græsk skibsværft.

- Det er kritisabelt, at færgen bruger så meget brændstof. Det er betænkeligt, at man ikke havde fokus på energiforbruget, da man bestilte færgen, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Samsøtrafikken fik retten til at sejle på ruten mellem Hou og Sælvig efter at have vundet Samsø Kommunes licitationsrunde. Derfor mener det socialdemokratiske folketingsmedlem Kirsten Brosbøl, at Samsø Kommune bærer en del af ansvaret for det høje diesel-forbrug.

- Det burde Samsø Kommune efter min mening have været opmærksom på, og derfor håber jeg også, at det er noget, som vil blive taget op lokalt, og at borgmesteren bliver stillet til ansvar for dette faktum, siger Kirsten Brosbøl, som er valgt i Skanderborg-kredsen, der blandt andet omfatter Samsø.

Samsøtrafikken erkender, at Kanhaves brændstofforbrug er højt. Men ifølge rederiet kan en del af det store diesel-forbrug forklares med Samsø Kommunes krav om, at overfartstiden ikke må overstige 50 minutter.

- Kanhaves motorer er presset til det yderste for at kunne klare ruten på 50 minutter, siger Samsøtrafikkens bestyrelsesformand, Per Gullestrup, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Borgmester på Samsø Kommune Carsten Bruun (V) mener derimod, at det høje brændstofforbrug ene og alene er rederiets ansvar - ikke kommunens.

- Det er ikke vores skyld, at Samsøtrafikken har valgt at indsætte en færge, der for at klare overfartstiden på 50 minutter skal presse motorerne så hårdt.

Se mere i tirsdagens nyhedsudsendelse på TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.30.