Ny Samsøfærge skal bygges i Tyskland

Ny færge indsættes i 2011. Problembarnet Kanhave skal i stedet sejle på Bøjden-Fynshav.

Hold øje med kalenderen: På et tidspunkt efter juni næste år får samsingene en ny færge på ruten mellem Sælvig og Hou.

Den nye færge skal bygges på det tyske værft JJ Sietas i Hamburg, oplyser Nordic Ferry Services, der står for færgefarten. Det vil ske i andet halvår af 2011, lyder det forsigtige skøn, måske belært af den nuværende færge, der blev forsinket ved byggeriet på et værft i Grækenland.

Forberedt for naturgas

Den nyeste teknologi er taget i brug for at skåne miljøet, skriver færgeselskabet, der mener, at flydende naturgas bliver fremtidens brændstof inden for transport.

De tre nye færger kan sejle på bio-diesel, og er forberedt til LNG (Liquid Natural Gas - flydende naturgas). Så når LNG vinder indpas i Danmark, er Nordic Ferrys klar.

For at sejle effektivt og brændstofbesparende skal færgens fart tilpasses vand- og bundforhold, og derfor vil den nyeste computerteknologi blive installeret, som færgens kaptajn kan støtte sig til før og under sejladsen, lyder det i prospektet.

Kanhave forflyttes

Den nuværende Samsø-færge Kanhave vil blive overflyttet til Bøjden-Fynshav-overfarten. Den vil formentlig ikke blive savnet på Samsø, hvor færgen har fået et skidt ry på grund af sine mange småuheld og driftsforstyrrelser.

Nordic Ferry Services har i alt bestilt tre nye færger til sine ruter i Danmark. Der er samtidigt underskrevet endelig aftale om, at Samsø Linien A/S, som tidligere stod for færgeoverfarterne til Samsø, køber den første af de nye færger.

Færgen vil herefter blive drevet af Nordic Ferry Services/Danske Færger A/S på en langtidscharter iht. selskabets kontrakt med Samsø Kommune om besejlingen af Hou-Sælvig-overfarten.

Samsø Linien A/S, som ejes af Samsø-Fonden, vil således kunne fortsætte sin rederiaktivitet. Indtægterne fra denne aktivitet vil fortsat tilgå Samsø-Fonden til opfyldelse af fondens formål.

Direktør for Samsø Linien A/S Peter Berndt og formand for Nordic Ferry Services A/S Per Gullestrup glæder sig begge over aftalen og dens muligheder og ser frem til et godt samarbejde til gavn for færgebetjeningen af Samsø, skriver Nordic FErry Services i en pressemeddelelse.