Ny Samsø-færge forsinket igen, igen

Samsø Kommune og Nordic Ferry holder krisemøde, efter at den nye Samsø-færge atter bliver forsinket.

Først blev den nye og større færge, som skal sejle mellem Jylland og Samsø, udskudt på grund af en strejke i Grækenland, hvor færgen bliver bygget.

Siden har den græske pinse betydet, at en afgørende tilladelse først kom i hus i går. Derfor afsejler færgen mod Danmark onsdag, og bliver dermed forsinket i endnu en uge. Det var meningen, at færgen skulle være klar den 22. juni, men det bliver ifølge rederiet først den 29. juni.

Derfor afholder Samsøtrafikken, der er ejet af Nordic Ferry Services A/S, og Samsø Kommune i krisemøde tirsdag klokken 15.

- Det er ved at være kritisk, fordi turissæsonen jo så småt er startet op. Vi skal drøfte forskellige muligheder. En af mulighederne er, at færgen M/F Kyholm, som indtil videre har sejlet mellem Jylland og Samsø, fortsætter den ekstra uge, siger borgmester Carsten Bruun (V) til TV 2 | ØSTJYLLAND.

<b>TV 2 | ØSTJYLLAND har mere om sagen i vores udsendelse i aften klokken 19.30.</b>