Ny sag på Psyk: Medarbejder overfaldet af patient

Natten til søndag blev en ansat på Psykiatrisk Hospital i Risskov overfaldet af patient. Tre medarbejdere er sygemeldt

En medarbejder blev natten til søndag overfaldet af en patient på Afsnit P2 på Afdeling for Psykoser på Aarhus Universitetshospital i Risskov.

Overfaldet skete, selv om der var indkaldt ekstra personale til den pågældende nat.

Den mandlige patient har været indlagt ved tvang siden torsdag 24. februar i år.

Læs også Patient på psyk i Risskov: Det er virkelig utrygt

Oversygeplejerske Inge Voldsgaard fortæller, hvordan patienten i løbet af natten til søndag blev gradvist mere opkørt og begyndte på et tidspunkt at optræde truende overfor medarbejderne.

To medarbejdere valgte at følge ham til sit værelse, men pludselig vristede han sig fri og slog den ene medarbejder med knytnæve.

01:24

VIDEO: Hør oversygeplejerske Inge Voldsgaard fortælle mere mere om episoden.

Luk video

- Under forsøg på at pacificere patienten, lykkedes det ham at få armen om halsen på medarbejderen. En tredje medarbejder kom til, og der blev slået alarm, hvorefter kolleger fra tre andre afdelinger kom kollegaen til undsætning, siger Inge Voldsgaard.

De tre medarbejdere blev efterfølgende undersøgt.

Alle tre blev kort efter udskrevet – den ene med mærker på halsen efter kvælningsforsøget.

De tre er nu sygemeldt.

Læs også Afdeling får strakspåbud efter alvorlig ulykke

- De har alle tre det godt efter omstændighederne, har jeg fået at vide. De har været inde til en debriefing i dag med deres afdelingssygeplejerske, overlæge og en psykolog. Vi har håb om, at de meget snart kommer på arbejde igen, siger Inge Voldsgaard.

Episoden bliver meldt til politiet og registeres som en arbejdsskade.