Ny rekord: Så mange kører på den østjyske motorvej

Nye tal fra Vejdirektoratet viser, at asfalten på den østjyske motorvej slides som aldrig før. Det gælder hele strækningen fra Horsens til Randers

Der har aldrig kørt så mange biler på den østjyske motorvej som nu.

Nye tal fra Vejdirektoratet viser, at antallet af trafikanter på strækningen fra Randers til Horsens bare vokser og vokser.

Sidste år blev der i snit registreret 58.913 trafikanter i døgnet på motorvejen ved Stilling. I 2007 var tallet kun 51.264. Antallet af trafikanter ved Horsens steg fra 42.343 i 2007 til 50.683 sidste år. 

Læs også Finanslov på plads: E45 udvides mellem Aarhus og Skanderborg

Det er ikke kun på den østjyske motorvej, at asfalten slides som aldrig før.

På landsplan steg antallet af kørte kilometer på motorvejene sidste år med seks procent i forhold til året før. I forhold til 2007 er antallet af kørte kilometer på motorvejene steget med 22 procent.  

- Opgørelsen bekræfter bare det indtryk, som mange trafikanter nok har fra deres færden på vejnettet, nemlig at trafikken stiger markant på vores motorveje, siger trafikdirektør Niels Tørsløv fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.  

Så mange kører på den østjyske motorvej

Antallet af trafikanter på den østjyske motorvej er kraftigt stigende:
 
Motorvejen ved Randers: 41.698 i 2015 (37.581 i 2007)
Motorvejen ved Hadsten: 40.049 (33.041)
Motorvejen ved Aarhus Syd: 26.890 (25.200)
Motorvejen ved Stilling: 58.913 (51.264)
Motorvejen ved Horsens: 50.683 (42.343) 

Kilde: Vejdirektoratet

Stigningen betyder på landsplan, at motorvejene samlet set står for en større andel af vejtrafikken end før.

Hvor det for 25 år siden var cirka 14 procent af den samlede vejtrafik, der kørte på motorvejene, så er deres andel i dag vokset til 32 procent.  

De allernyeste tal viser, at stigningen fortsætter. Således er trafikken på motorvejene indtil videre steget med godt fire procent i 2016 i forhold til i 2015. 

Læs også Minister: Motorvejsåbning var for dyr

Næste gang du holder i kø på motorvejen ved Randers, Horsens eller Aarhus og kan se, hvordan tidsplanen skrider i grøften, skal du ifølge Vejdirektoratet tage ja-hatten på. 

- Man kan måske som trafikant på motorvejene godt være lidt irriteret over, at der er kommet mere trafik på disse veje. Men man skal samtidig huske på, at motorvejenes funktion netop er at flytte trafik væk fra byområder og bynære vejnet, der dermed bliver aflastet, siger Niels Tørsløv.