Ny regering bakker op om udvidelse af E45

En udbygning af E45 støttes i regeringsgrundlaget for den nye V-LA-K regering

Det vækker glæde hos de østjyske borgmestre, at den nye regering med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance, som blev præsenteret søndag, fortsat støtter en udvidelse af motorvej E45. Mange er enige om, at den er essentiel for udvikling i Østjylland.

- Der er grund til at rose regeringen for den markante fokus på trængslen på E45. Pendlere og virksomheder oplever hver dag de store problemer med trængslen på flere af strækningerne af E45. Det har store negative konsekvenser for Østjyllands, og dermed Danmarks vækstpotentiale, siger formand for Business Region Aarhus, Claus Wistoft, i en pressemeddelelse.

Læs også Finanslov på plads: E45 udvides mellem Aarhus og Skanderborg

Samtidig roser han den nye regering for, at der faktisk sættes endnu mere fokus på E45 nu end i finanslovsaftalen.   

- Det er helt rigtigt set af regeringen, at de har fokus på at øge fremkommeligheden på E45 på flere strækninger end finanslovsaftalen om udvidelsen fra Aarhus Syd til Skanderborg Syd, lyder det fra Claus Wistoft.

Han er helt med på, at det især er på denne strækning, at der er store problemer med trængsel, men både syd og nord herfor, at der også behov for ændringer.

Læs også Minister: Nødsporet på motorvejen kan godt bruges

Business Region Aarhus vil derfor gå i dialog med regeringen og den kommende transportminister om, hvordan man kan tilrettelægge udvidelsen af E45 på flere strækninger.

- Der er brug for en masterplan for udvidelsen af E45 på strækningen fra Vejle til Randers. Hvert år stiger trafikken markant, flere steder er der allerede tale om kritisk trængsel og om få år vil flere strækninger være endnu mere belastet. Det belaster den potentielle vækst i det største danske vækstcenter uden for hovedstadsområdet, siger Claus Wistoft.

02:41

VIDEO: Vi har tidligere fortalt, at den tætte trafik på E45 får vognmænd til at lægge et ekstra gebyr på regningen, hvis lastbiler skal køre ad motorvejen. I sidste instans ender regningen altså hos alle østjyder.

Luk video