Ny rede og fodring skal hjælpe storken med at overleve
DMI melder om hård frost i weekenden, men det er ikke et problem for storken, der bliver fodret og har fået ny rede
Østjyderne kan se frem til hård frost i weekenden, og de fleste kan finde vinterjakken og udstyret frem for at modstå kulden, men det er straks værre for storken, der har slået sig ned på en mark i Viby.
Der er dog storkevenner, der arbejder hårdt på at hjælpe storken, og den er løbende blevet fodret. Fredag har den så også fået en rede, og den var ornitolog Hans Skov med til at forberede.
Resultatet er blevet fint.
- Ja, det ser rigtig godt ud. Nu skal vi bare have fyldt lidt materiale i det, noget spagnum og halm, og så er den faktisk klar til storken. Så bliver det spændende, hvor hurtigt ser man den oppe på reden. Bliver det allerede i dag eller går det nogle dage. Den står hernede på marken, så den kan faktisk se, hvad vi laver, fortæller Hans Skov fra Storkegruppen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Udsigten til frost i weekenden bekymrer ikke den erfarne ornitolog, for det skal storken nok klare.
- Ja, det kan den faktisk godt, fordi den bliver fordret. Hvis den selv skulle finde noget, ville vi blive meget bekymret for den, for så havde den ikke noget energi, der kunne give den den varme, den har behov for. Men i og med at den er begyndt at tage imod foder herude, så vil den kunne klare sig. Vi har set eksempler på, at storke kan overleve i under 20 frostgrader - bare de kan spise sig mætte, forklarer Hans Skov.
Storkefjer skal sendes til Tyskland
Der har været eksempler på andre storke, der med succes har tilbragt tid i den danske kulde.
- Oppe i Randers tilbage i 80'erne og starten af 90'erne var der en stork, der overvintrede. Der var vi nede på i hver fald 21 minusgrader en af de vintre, og det klarede den i fin stil, men den fik også en håndsrækning, for der var nogen, der lagde daggamle kyllinger ud til den, fortæller Hans Skov.
Se interviewet med Hans Skov i ovenstående video.