Ny rapport om fisker-ulykke
Skibe var på kollisionskurs i 38 minutter
Der blev ikke holdt udkig på de to skibe, som i januar stødte sammen på Kattegat, fremgår det af en ny rapport.
Ifølge rapporten opdagede ingen besætningsmedlemmer på det svenske fragtskib Vinga og kutteren N.A. Hansen, at de to skibe i 38 minutter var tæt på kollisionskurs, oplyser DR Østjylland.
To fiskere, far og søn fra Grenaa, døde ved ulykken.
- Svenskerne har ikke opdaget fiskeskibet og det er vores vurdering, at fiskeskibet ikke har opdaget det svenske skib, og dermed sejler de ind i hinanden, forklarer ulykkeopklarer Peter Frey til DR Østjylland.
Rapporten fastlægger ikke skyld eller placerer ansvar for ulykken. Det er op til jurister i Søfartsstyrelsen og politiet at vurdere, og dermed beslutte, om nogle skal retsforfølges for ulykken.