Ny påsat brand på skole
27-årig anholdt efter to brande
En 27-årig mand blev sent i aftes anholdt og sigtet for en påsat brand på den nedlagte Nordgårdskolen i Gellerup i det vestlige Aarhus.
Ifølge politiet rykkede en patrulje kl. 23.15 ud til et skraldeskur, hvor der kort forinden var tændt ild i en mindre dynge affald.
Uden brandvæsenets hjælp lykkedes det selv betjentene at slukke ilden. Senere havde de held til at anholde den formodede brandstifter, en 27-årig mand.
- Nordgårdskolen er ved at blive revet ned. Det er ikke første gang, der har været påsatte brande derude, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 27-årige mand kædes sammen med endnu en påsat brand i samme område tidligere fredag aften. Han er nu løsladt, men fortsat sigtet i sagen.