Ny påfugle-han blandt fire damer: Her kommer jeg piger, hvad siger I
Påfugleburet i Fladbro Skov har stået tomt siden januar, hvor tyve stjal syv påfugle. Nu er fem nye flyttet ind
Påfugleburet i Fladbro Skov ved Randers er igen beboet af påfugle.
Fire damer og en herre.
Tilbage i januar fandt en hundelufter hegnet ind til buret klippet i stykker.
Alle syv påfugle var stjålet og en byge af fjer på bunden af buret vidnede om, at tyveriet ikke var foregået uden kamp.
For fjorten dage siden flyttede de nye beboere ind.
Det går heldigvis godt.
- Jeg tænkte ellers uha, da vi sendte den ene han ind til sådan en stor flok piger, siger Susanne Lundbøll fra Driftsafdelingen i Randers Kommune.
For på trods af, at han kun er et par år, er han-påfuglen fuld af selvtillid og i fuld gang med at gøre sine hoser grønne.
- Her kommer jeg piger, hvad siger I. Men pigerne kiggede bare på ham. Nu har de gået og travet lidt rundt, men de er overhovedet ikke imponerede, siger Susanne Lundbøll.
Læs også
Men selv om påfuglene har fundet sig godt tilrette i buret, er alt dog ikke lutter lagkage.
Randers Kommune vil gerne lidt ned i antal. Påfugle lægger mange æg, og så bliver de hurtigt til rigtig mange.
- Fem er for mange. Buret kan ikke bære det, siger Susanne Lundbøll.
Læs også
Og buret er lige det mindste. Siden tyveriet er påfugleboligen blevet renoveret med nyt tag. Nettet er blevet syet sammen igen, da der ikke var råd til et nyt bur.
Der er stadig ingen overvågning. For Randers Kommune har aldrig oplevet et lignende tyveri i de mange år, der har været påfugle i Fladbro Skov. De har været der helt tilbage i 1930erne og 1950erne. Alle i Randers kender påfuglene. Hvis man skal arrangere et mødested, ved alle, hvor påfuglene er.
- Vi forestiller os, at det var en engangsforseelse, siger Rasmus Hansen, der er skov- og landskabsingeniør i Randers Kommune.
Det nye hold af påfugle er alle foræringer. Ellers står en påfugl i 250-500 kroner.
De syv påfugle, der blev stålet, er der stadig ingen spor af.
- Vi er helt uforstående overfor det. Det piner mig, at vi ikke ved, hvad der er sket med dem, siger Susanne Lundbøll.
Hun har passet påfuglene siden engang i 1990erne.
- Man bliver faktisk påvirket af det, siger Susanne Lundbøll.