Ny nyhedschef på TV2OJ

Ændringer i stationens ledelse

Der er sket ændringer i den redaktionelle ledelse af TV 2 | ØSTJYLLAND. Det sker for at styrke nyheds- og programproduktionen på stationen.

Ny nyhedschef

Stationen har bl.a. fået en ny nyhedschef, Lars Mandal, som har ansvaret for al nyheds- og aktualitetsproduktion på TV 2 | ØSTJYLLAND.

- Jeg glæder mig til for alvor at begynde på det, der for mig er et drømmejob, siger nyhedschef Lars Mandal.

Lars Mandal har tidligere bl.a. været programplanchef på TV 2 og senere direktør på Nordisk Film TV. Som ny nyhedschef vil han arbejde for at styrke TV 2 | ØSTJYLLANDs position:

- Jeg vil kæmpe for, at alle østjyder beslutter sig for at se nyhederne på vores kanal, fordi de simpelthen ikke kan undvære dem, siger han.

Ny programchef

Foruden ansættelsen af Lars Mandal som nyhedschef er Eva Kvist udnævnt som programchef. Hun har ansvaret for al programproduktion til TV 2 | ØSTJYLLANDs egen kanal.

- Med ændringerne har vi fået en stærk redaktionel ledelse, der kan sikre TV 2 | ØSTJYLLANDs position som det måske vigtigste medie i Østjylland, siger adm. direktør Peter Kramer, TV 2 | ØSTJYLLAND.