Ny nedtur for Randers Cimbria
Smalt nederlag til Svendborg Rabbits
Sidste års sølvvindere fra Randers Cimbria har skuffet i denne sæson. Torsdag aften blev det til endnu en nedtur for kronjyderne, der på hjemmebane tog imod Svendborg Rabbits.
Kampen i Arena Randers endte med et smalt hjemmebanenederlag på 92-95.
Fynboerne kom bedst fra start og havde stort set kampen igennem et lille pointmæssigt forspring i forhold til Randers Cimbria. Kun kortvarigt i 2. quarter lykkedes det hjemmeholdet at sikre sig føringen.
I de allersidste minutter var kronjyderne tæt på at indhente forspringet, men det blev ikke til mere end lige ved og næsten.
Nederlaget betyder, at Randers Cimbria ligger på femtepladsen i Basketligaen. Kronjyderne har seks point op til topholdet Bakken Bears, der har spillet en kamp færre.
I modsætning til Randers Cimbria lykkedes det torsdag aften for Horsens IC at sikre sig to point. Horsens vandt på udebane 82-70 over Copenhagen Wolfpack.