Ny multibane i Horsens

Den nye multibane på Langmarkskolen står nu klar til brug, og det skal fejres

Foto: Horsens Kommune

Horsens har fået en ny multibane på Langmarksolen. Banen er lige blevet sparket i gang, men på fredag sker den officielle indvielse.

- Multibanen bliver en stor gevinst for både skolen, klubben og lokalområdet, og vi har ventet i spænding på, at den skulle blive færdig. Nu står den endelig klar, og vi håber, at rigtig mange vil være med til at fejre det, siger Christian Christensen, der er afdelingsleder på Langmarkskolen, i en pressemeddelelse.

Kulturudvalgsformand i Horsens Kommune, Kristian Dyhr (V), klipper snoren over til indvielsen på fredag klokken 14.00, og herefter står den på opvisningsfodbold mellem skolens elever og et hold bestående af lærerne.

Men her stopper festlighederne ikke. Fredag aften klokken 18.30 er der arrangeret kamp på Casa Arena, hvor Oldboys holdet fra Horsens Forenede Sportsklubber og Oldboys Landsholdet spiller kamp.

Multibanen, der er blevet realiseret via et partnerskab mellem Horsens Forenede Sportsklubber og Langmarkskolen, er støttet af Nordea-fonden og DBU, Lokale og Anlægsfonden samt Udviklingspuljen under Folkeoplysningsrådet i Horsens Kommune.