Ny multiarena i Randers kan være på vej
I første omgang skal Kultur- og Fritidsudvalget tage stilling til, om der skal arbejdes videre med planerne
En multiarena med ny stor hal, plads til mange forskellige idrætsgrene og mulighed for at huse store messer og koncerter. Det kan blive en realitet i Randers, men først skal projektet om en udvidelse af den nuværende Arena Randers vedtages i byrådet.
- På Kultur- og Fritidsudvalgets næste møde skal vi tage stilling til, om der skal arbejdes videre med planerne, og så skal byrådet gøre det samme i slutningen af marts. Vi er stadig i idéfasen, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Mogens Nyholm (Rad.V.), til tv2oj.dk.
Læs også
Fra Randers Idrætshallers side håber man meget på, at initiativet bliver ført ud i livet.
- En ny multiarena ved Arena Randers vil betyde, at vi kan trække endnu flere sportsarrangementer, koncerter, store nationale- og internationale kunstnere til byen, og sammen med de i forvejen etablerede kulturinstitutioner danne ramme for kulturbyen Randers. Byens egne topidrætshold Randers HK, Randers Herrehåndbold, Randers Cimbria m.fl. får ligeledes endnu bedre forhold i en ny multiarena til at bevise, at de hører hjemme i dansk topidræt, lyder det fra den nyligt udnævnte formand for Randers Idrætshaller, Torben Boldsen.
Skal lægge nyt tag på
Men på nuværende tidspunkt er der stadig lange udsigter for den nye arena.
- Projektet skal med i budgetforhandlingerne til efteråret, så en endelig vedtagelse kan først komme til oktober. Arenaen kan så tidligst stå færdig i løbet af 2018, fortæller Mogens Nyholm.
En af årsagerne til, at planerne er kommet på tapetet nu, er udfordringer med brandmyndigheder i den nuværende store hal i Arena Randers.
- Vi kan ikke holde store arrangementer med mange tilskuere, fordi der er kommet skærpede krav fra brandmyndighederne. De gør, at vi faktisk skal lægge helt nyt tag på hallen, forklarer byrådsmedlemmet.
Ifølge ham kommer den nye multiarena til at koste mellem 110-112 mio. kr., hvis den altså bliver vedtaget.