Ny midterrabat laves om
Spidse granitpyramider i midterrabatten på travl gade er en dårlig idé, erkender rådmand, som nu vil beskære dem.
Renoveringen af Frederiks Allé i Århus er kun lige færdiggjort, men der er allerede en ekstra regning på 100.000 kroner på vej til kommunen.
For noget skal laves om.
Det er det stykke af Frederiks Allé, der løber forbi Ole Rømers Gade. Her har man lagt en midterrabat bestående af granitsten - formet som små pyramider.
Et anderledes bud på en midterrabat, men ifølge rådmand Peter Thyssen (R) desværre også en risikofaktor i trafikken.
- Jeg vil ikke tage ansvaret for stenene, nu hvor jeg ser dem i virkeligheden. De ser flotte ud, men det er ikke stedet at lave den slags. Derfor skal de nu beskæres, siger rådmanden til JP Århus.
Beskæringen af stenene begynder sidst på ugen, og det arbejde kommer ifølge avisen til at koste omkring 100.000 kroner.