Ny mand skal styre pengene
RFC får ny økonomidirektør
Mens Superligaen holder sommerferie, laver Randers FC udskiftninger på ledelsesgangen.
Her afløser Henrik Jørgensen per 1. juli Erik Storgaard, og han bliver dermed ny økonomidirektør i den kronjyske fodboldklub.
Og mon ikke den nye chef for økonomien glæder sig over, at Randers FC onsdag solgte Ronnie Schwartz - holdets topscorer - for et tocifret millionbeløb til franske Guingamp.
Henrik Jørgensen er ikke et nyt ansigt i klubben. Han har været tilknyttet i forskellige funktioner både med bestyrelsesarbejde i Randers FC A/S og direktørposter i flere datterselskaber under Randers FC.
- Jeg er sikker på, at vi i Henrik har fået en særdeles kompetent økonomidirektør med mange års erfaring fra flere sider af det danske erhvervsliv. At han så tillige har et indgående kendskab til klubben via hans mangeårige virke med diverse bestyrelses- og direktørposter, gør mig blot endnu mere sikker i min sag, siger Svend Lynge Jørgensen, der er bestyrelsesformand for Randers FC A/S.
Randers FC møder i den første kamp efter sommerferien FC Midtjylland på udebane. Den kamp spilles mandag den 4. august klokken 19.00.