Ny lov truer vagtapotek

Døgnapotekerne i Aarhus og Randers lukker, og vagtapoteket i Grenaa er i fare

Grenaa risikerer at miste sit vagtapotek, mens døgnapotekerne på Aarhus Løve Apotek og Sønderbros Apotek i Randers helt lukker.

Det er konsekvenserne af den nye apotekerlov, som er vedtaget af et stort flertal i Folketinget, og som netop er trådt i kraft for at blive implementeret i løbet af det kommende halvandet år.

Med den nye lov mister døgnapotekerne deres tilskud fra 2017, og det betyder, at de bliver nødt til at lukke.

Kæmper om vagtapoteker

Antallet af vagtapoteker, der i dag kan udlevere medicin fra klokken 06 om morgenen til midnat samt i weekenderne, skal reduceres fra 50 til 34 ifølge Danmarks Apotekerforening.

Det betyder, at vagtapoteket i Grenaa er i fare, og det skaber bekymring på Grenaa Apotek.

- Det vil blive et problem, for det er klart en serviceforringelse, at borgerne ikke kan få deres medicin mellem klokken 24 og klokken 06, siger apoteker på Grenaa Apotek Lars Nørgaard til tv2oj.dk.

Landets apoteker skal byde ind på vagtordningen, og derefter vil det blive bestemt, hvilke 34 steder der forsat skal være vagtapotek.