Ny kritik af udskældt plejecenter
Samarbejde med privat firma bør ikke forlænges, lyder det i evalueringen
Endnu en gang er Plejecentret Søhusparken i Ebeltoft i fokus.
Plejecentret drives af den private virksomhed Forenede Care, og det firma bør ikke få fornyet kontrakten på at drive plejecentret.
Så klart lyder anbefalingen fra Syddjurs Kommunes embedsværk, efter en ny kritisk rapport om forholdene på plejecentret er blevet lavet. Nu skal politikerne afgøre plejehjemmets skæbne.
- Vi skal først drøfte det i gruppen, og vi skal drøfte det i byrådet, før vi tager stilling til det. Vi må erkende, at der bliver peget på fejl og mangler ved partnerskabet, så vi bliver nødt til at tage stilling til det, siger Kirstine Bille (SF), der er 1. viceborgmester i Syddjurs Kommune.
Det er fem uger siden, at TV 2 | ØSTJYLLAND senest kunne fortælle om potentielt livsfarlige fejl og mangler i blandt andet medicinhåndteringen i Søhusparken. Det var fjerde gang, at Sundhedsstyrelsens Embedslæge rettede kritik af plejecentret.
- Jeg har ikke taget endelig stillig til rapportens indhold endnu, så jeg kan ikke sige, at jeg vil det ene eller det andet, siger Jørgen Brøgger, der er byrådsmedlem i Syddjurs Kommune for de Konservative, om hvorvidt samarbejdet med det private firma skal fortsætte.
Rapportens evaluering afsluttes med en indstilling fra direktøren i kommunens ældreområde til byrådet om, at aftalen med Forenede Care ikke bør forlænges, når den udløber 31. januar næste år.
Så nu er det op til byrådet, hvorvidt den aftale skal forlænges.
- Det er jeg ikke sikker på, at vi kan, men vi må se på det. Nu har vi læst rapporten, og så sætter vi os sammen i byrådsgruppen og finder ud af, hvad vores holdning er til det, siger Kirstine Bille.
Byrådet skal drøfte plejecentrets fremtid på et møde på onsdag.
Du kan se mere om kritikken af plejecentret i tv-indslaget øverst på siden.