Ny kravlegård til MTB-ryttere
Mountainbike-ryttere har fået ny teknikbane i Randers
Randers har fået en ny cykelbane, hvor MTB-ryttere kan øve teknikken, inden de tager turen ud på stierne i skoven.
Den nye "kravlegård" ligger i Romalt Bakker i forlængelse af den eksisterende teknikbane for MTB-rytterne, der åbnede sidste år.
- Vi har lavet en bane med masser af variation, hvor alle ryttere uanset niveau kan få udfordret deres grænser, siger Klaus Rasmussen fra MTB Randers, der er børnetræner i klubben, i en pressemeddelelse.
På den nye bane er der syv forskellige sektioner, hvor de tohjulede blandt andet kan øve sig på hob, sving, bomme og andre forhindringer, som de kan møde på stierne rundt i de østjyske skove og naturområder.
- Banen giver ryttere en fantastisk mulighed for at øve alle teknikker, så de er bedre rustede til at cykle i skovene. De kommer ikke til at møde udfordringer "ude i virkeligheden, " der er sværere end de forhindringer, de øver her, siger Klaus Rasmussen.
Den nye bane er lavet af frivillige fra MTB Randers i samarbejde med Randers Cykelby, og den er finansieret af projektet Sydbyen Cykler.
Se en video om MTB-teknikbanen nedenfor: