Ny kandidat for Venstre i Århus

Den 48-årige somaliskfødte Ali Nuur bliver ny kandidat til byrådsvalget den 15. november for Venstre i Århus.

Ali Nuur er efteranmeldt som kandidat til kommunalvalget og er efter reglerne blevet indplaceret nederst på Venstres liste. Den somaliskfødte kandidat har boet i Danmark de sidste 20 år, han er dansk gift og har to børn.

I 1990 blev Ali Nuur cand.scient. fra Aarhus Universitet i hydrogeologi. Inden da havde han taget en bachelorgrad fra King Abdulaziz Universitet i Jeddah, Saudi-Arabien som miljøingeniør. Siden sin kandidateksamen fra Aarhus Universitet har Ali Nuur arbejdet inden for det århusianske skolevæsen, da han ikke kunne få arbejde inden for sit eget felt, og i år tog han en læreruddannelse fra Århus Dag og Aften Seminarium.

I dag arbejder Nuur også på ad hoc-basis for EU's Sokrates-program som ekstern akademisk ekspert, og derudover driver han sit eget firma, Nuur Konsulent Service. I forvejen har Venstre i Århus ét byrådsmedlem, der ikke er dansk født. Det er den tyrkiskfødte Bünyamin Simsek.