Ny kampagne skal komme cykelbøller i Mejlgade til livs

Hurtigkørende cyklister er et velkendt fænomen i Aarhus’ første cykelgade Mejlgade. Men nu får cyklisterne en kærlig reminder om at sætte farten ned

02:01

Det er ifølge Aarhus Kommune et udbredt problem, at cyklisterne i Mejlgade cykler med hovedet under armen. De zigzagger mellem biler og gadeskilte, kører alt for stærkt og viser ikke hensyn til andre trafikanter. Det skal der med ny kampagne laves om på.

- Mejlgade skal være en god og tryg gade for alle trafikanter. Det skal vi som kommune medvirke til. Men alle os, som cykler, har et medansvar for generelt at skabe en ordentlig cykelkultur i Aarhus – og at starte i Mejlgade, hvor der dagligt er store udfordringer, er jo helt oplagt, siger rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), i en pressemeddelelse.

Læs også Mejlgade vil have gadelaug - uden alt for lange møder

Rådmanden peger på, at Mejlgadekvarterets Gadelaug, udover at være initiativtagere til kampagnen, også har bidraget med sparring, gode idéer, praktik og med at få skabt opmærksomhed på problemet i gaden.

En stor del af de cyklister, der kommer i højt tempo gennem Mejlgade, kommer fra byer rundt om Aarhus og bruger gaden som en hurtig passage eller indgang til midtbyen.

01:59

VIDEO: I maj blev Mejlgade lavet om til en såkaldt cykelgade, der blandt andet betyder, at bilister ikke må overhale. 

Luk video

- Vi kan se på vores nye målinger af cykeltrafikken i Mejlgade, at nogle cyklister cykler med helt op til 35 km i timen, og det er alt for hurtigt og helt uansvarligt i midtbyen. Cyklisterne kommer typisk fra Risskovstien, hvor de har haft god plads til at køre stærkt, siger Pablo Celis, projektleder i Aarhus Cykelby, der er den anden initiativtager til projektet.

En af de garvede færdselsbetjente hos os fortæller, at han aldrig har hørt om en cyklist, der fik en bøde for at køre for stærkt.

Jakob Christiansen, Østjyllands Politi

Hos Østjyllands Politi er Mejlgade ikke et særligt indsatsområde, men man er opmærksom på hensynsløse cyklister i hele politikredsen.

- Vi rykker som regel ud ved henvendelser fra borgere, og så giver vi typisk påtaler og bøder, hvis folk ikke overholder den del af færdselsloven, der handler om at vise agtpågivenhed, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også August er bekymret for sin mor: Hvorfor bruger hun ikke cykelhjelm?

I praksis giver politiet aldrig bøder til cyklister, der cykler for stærkt. Selvom de altså også skal overholde fartgrænserne.

- Det er ikke muligt for os at måle cyklisters fart, og en af de garvede færdselsbetjente hos os fortæller, at han aldrig har hørt om en cyklist, der fik en bøde for at køre for stærkt, siger Jakob Christiansen.

Ikke desto mindre mener folkene bag den nye kampagne, at de via målinger fra en drone ved selvsyn har set, at cyklisterne altså giver den for meget gas i Mejlgade.

Se mere i tv-indslaget øverst i artiklen.

02:05

VIDEO: Direktør i Dansk Cyklist Forbund Klaus Bondam hilser initiativet fra Aarhus Kommune velkomment. Se et interview her.

Luk video