Ny kaffebar sælger kaffe til en 10'er - bagmænd bliver svinet til af konkurrent

Initiativtager til ny kaffebar vil gerne starte debat om kaffepriser. Konkurrent mener, kaffebaren serverer lavkvalitetskaffe.

Coffee Ten er netop åbnet i Aarhus. Initiativtager og konkurrent har vidt forskellige meninger om konceptet. Foto: Coffee Ten / Facebook

Kaffe kan vække store følelser. 

Således har kaffemesteren hos den aarhusianske kaffebar Great Coffee, Søren Stiller, følgende ord til overs for et nyt kaffekoncept i Aarhus. 

Læs også En kop sukker og en håndbajer: Ny kiosk vil være din venlige nabo

- Jeg synes bare, de er nogle idioter, Jeg synes, det er noget værre bras. Det er ligesom at åbne en Tiger-butik og så få kunderne til at tro, de køber kvalitet.

Kaffekonceptet, han omtaler, er Coffee Ten, der netop har indtaget Smilets By i form af en kaffebar på Søndergade i Aarhus.

Hvis man bruger lommeregneren, holder konceptet bag Coffee Ten ikke, lyder det fra konkurrent.

Vil starte debat om kaffepriser

Budskabet fra initiativtager til Coffee Ten Søren Busch er, at kvalitetskaffe ikke behøver at være så dyr, som det ofte er tilfældet på andre kaffebarer, der tager op mod 50 kroner for en kop kaffe.

- Alle kaffevarianter er lavet af baristaer, og de koster alle sammen 10 kroner. Vi laver CO2-neutral kaffe, og alt vores emballage er bæredygtigt. Vi vil gerne vise, at man både være miljøvenlig og drive en forretning, siger Søren Busch til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Plantebaseret drik kan erstatte mælken i dit køleskab meget snart

Han er tilsyneladende uforstående over for, at en kop kaffe på kaffebarer og caféer, særligt i de større byer, koster væsentligt mere end 10 kroner.

- Vi kan ikke se nogen forklaring på, at kaffe skal være så dyr. Jeg håber, vores opstart i Aarhus kan sætte gang i debatten om, hvorfor kaffen er så dyr og forhåbentlig få andre steder til at sætte priserne ned til gavn for forbrugerne, siger Søren Busch til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge initiativtageren til Coffee Ten har virksomheden fra start lagt et budget og siden fundet ud af, at det kan lade sig gøre at tjene penge på konceptet.

Ud over en kop kaffe til en 10'er tilbyder Coffee Ten blandt andet også en morgenmadsplatte til 20 kroner. Foto: Coffee Ten / Facebook

Dårlig kvalitet og dårlig løn

Bæredygtig kvalitetskaffe til en 10'er virker umiddelbart som et fantastisk tilbud for koffeinhungrende aarhusianere. Det er dog ikke tilfældet, hvis man spørger Søren Stiller fra Great Coffee.

- Hvis man bruger lommeregneren, og man skal regne ud, hvad det koster at producere kaffe med personaleomkostninger og faste udgifter, så er det ikke svært at regne ud, at man ikke kan tjene penge med mindre, at man køber den dårligste kvalitet og ikke sørger for, at kaffefarmeren bliver betalt ordentligt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

En kop kaffe hos Great Coffee koster 35-45 kroner.

Søren Stiller (i midten) er ikke bekymret for at tabe kunder til Coffee Ten. Foto: Great Coffee / Facebook

Søren Stiler, der har vundet danmarksmesterskabet i kaffebrygning flere gange, mener, at folkene bag Coffee Ten ignorerer den sociale arv i forhold til, at kaffefarmerne skal tjene penge for det arbejde, de laver.

- De seneste 15 år har vi brugt masser af energi på at lave det, der hedder Speciality Coffee. Det vil sige, at kaffefarmerne får en ordentlig løn, og at man gerne skal kunne genkende, hvor kaffen kommer fra og hvordan, den smager, siger Søren Stiller til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Drop fordommene - her har elcyklerne wow-faktor

Han er ikke bekymret for, at Coffee Ten vil stjæle nogle af hans kunder fra baggården i Klostergade.

- Jeg har opdraget mine kunder til at vide, hvad god kaffe er, så det er jeg slet ikke bange for, lyder det.

Det er muligt, at Coffee Ten ikke kommer til at stjæle kunder fra Søren Stiller og Great Coffee.

Spørgsmålet er, om kaffeglade aarhusianere i al almindelighed går op i Specialty Coffee og kaffefarmeres løn - eller om de bare gerne vil have en kop kaffe til en rund 10'er.

Det sker, at Søren Stiller besøger de kaffefarme, der producerer kaffebønnerne til Great Coffee. Her er han i Costa Rica.