Ny i trafikken: El-løbehjul slutter sig til bycyklerne

El-løbehjul er blevet lovlige i Danmark og til foråret vil du i Aarhus kunne leje ét på samme måde, som du kan låne en delecykel

02:12

VIDEO: Transportminister Ole Birk Olesen (LA) (tv.) tog en runde på el-løbehjul sammen med rådmand Bünyamin Simsek (V) fra Aarhus Byråd i anledning af, at løbehjulet er blevet lovligt og snart kan lejes i Aarhus. Den tredje herre, som optræder i videoen, er bestyrelsesmedlem i Cyklistforbundet Jens Peter Hansen.

Elektriske løbehjul er blevet lovlige i Danmark på trods af massiv kritik fra både Rigspolitiet, Rådet for Sikker Trafik og Cyklistforbundet. 

Torsdag var transportminister Ole Birk Olesen (LA) i Aarhus til et pressemøde om det nye transportmiddel, og i den forbindelse kørte han også parløb på løbehjul med teknik- og miljørådmand i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek (V).

Læs også Salling vil opfinde BR på ny

De to nuppede en æresrunde for pressen iført cykelhjelm, reflekser og tændte lygter i regnen. 

- Det er en rigtig god måde at bevæge sig rundt på. Et fleksibelt transportmiddel, som ikke fylder ret meget og som ikke forurener i byen og kan fungere rigtig godt sammen med kollektive transportmidler, sagde transportministeren begejstret til TV2 ØSTJYLLAND. 

Med sig i bussen

Ministeren ser for sig, at forbrugerne fremover kan bruge el-løbehjulet til at komme det sidste stykke af vejen, når de er stået af bussen eller letbanen.

- Man kan have sit elløbehjul med i bussen eller toget, fordi det ikke fylder så meget. Eller man kan hoppe på et fra et udlejningsfirma, lyder det fra Ole Birk Olesen.

Og netop sidstnævnte model skulle ifølge Bünyamin Simsek blive mulig i Aarhus i løbet af foråret. Rådmanden arbejder nemlig på at finde en udbyder, der kan stå for at udleje el-løbehjul på samme måde, som man i dag kan låne delecykler. 

Svinget drillede lidt, da rådmand Bünyamin Simsek (V) afprøvede de netop lovliggjorte el-løbehjul under et pressemøde ved Navitas i Aarhus. 

Kritik preller af

Både Cyklistforbundet, Rådet for Sikker Trafik og Rigspolitiet har været betænkelige ved udsigten til el-løbehjul i trafikken, men kritikken prellede torsdag af på de to politikere. 

- Det handler om at vise hensyn, uanset om man kører på cykel, elløbehjul eller i egen bil. Der gælder færdselsloven for alle, lyder det fra Bünyamin Simsek. 

- Vi har lyttet til bekymringerne, men vi er bare ikke enige i dem. Vi mener ikke, at elløbehjul er mere usikre at bruge i trafikken end en cykel, siger Ole Birk Olesen.

Klaus Bondam, der er direktør i Cyklistforbundet, er bange for, at de nye el-løbehjul vil føre til alvorlige ulykker. 

Frygt for ulykker

Det er direktør for Cyklistforbundet Klaus Bondam lodret uenig i. Han er bekymret både for cyklisterne og for de nye førere af el-løbehjul. 

- I værste fald kan vi frygte, at det kan føre til alvorlige ulykker både for cyklister og for nogle af dem, som bevæger sig på de her nye el-løbehjul, siger han. 

Cykelstierne er allerede befærdet af cykler i mange forskellige hastigheder, og det gør bare trængslen og usikkerheden endnu større også at lukke el-løbehjul ind i flokken, lyder argumentet. 

Læs også Mand ville have niårige piger ind i sin bil - kan stå bag flere episoder

- I cyklistforbundet har vi været urolige over den sameksistens, der skal til at være på cykelstierne, siger Klaus Bondam .

- Der er unge, der er gamle, der er hurtige, og der er langsomme, og vi er bange for, det vil skabe utryghed, usikkerhed og føre til ulykker at der også kommer el-løbehjul til.

Cyklistforbundet har derfor opfordret politikerne til at tænke i nye cykelstier, der opdeles i to baner: En langsom og en hurtig. 

El-løbehjul er ikke mere farlige end cykler, mener transportminister Ole Birk Olesen (LA).

Dødsulykke i Madrid

Flere steder i udlandet har man allerede haft el-løbehjul lovligt i trafikken i et stykke tid. 

I Spanien med det uheldige udfald at en 90-årig mand døde efter et sammenstød med et el-løbehjul. Ulykken betød, at bystyret i Madrid sidste år forbød el-løbehjul igen. 

Læs også Royal Run vender tilbage - her kan du løbe med

De dårlige erfaringer i Sydeuropa afskrækker imidlertid ikke transportminister Ole Birk Olesen.

- I andre lande er man gået mere sorgløst til det, har ikke haft styr på det og har ikke haft den regulering, vi har her, forklarer han.

- I Danmark, hvor vi har styr på situationen, har reglerne og har cykelstierne, tror jeg, vi vil få rigtig gode erfaringer.

Regler for el-løbehjul

  • Kørsel med motoriserede løbehjul skal foregå på cykelstien.
     
  • Der gælder samme krav til lygter og reflekser for motoriserede løbehjul, som der gør til cykler. Dog skal lygterne altid være tændt under kørsel på et motoriseret løbehjul – også uden for lygtetændingstiden.
     
  • Motoriserede løbehjul må i forsøgsordningen kunne køre maksimalt 20 kilometer i timen ved egen kraft.
  • Motoriserede løbehjul er - ligesom cykler - underlagt færdselslovens almindelige agtsomhedskrav og regler om, at man i trafikken skal tilpasse hastigheden til forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed.
     
  • Førere af et motoriseret løbehjul skal være fyldt 15 år. Men de må gerne føres af personer under 15 år, hvis kørslen sker under ledsagelse og kontrol af en myndig person, eller hvis kørslen kun finder sted på skiltede lege- og opholdsområder.
     
  • Færdselslovens bestemmelser om spirituspåvirkning og kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom med videre gælder også for førere af motoriserede løbehjul.
     
  • Færdselslovens bestemmelser om forsikringspligt gælder for udlejningskøretøjer. Der er omvendt ikke forsikringspligt for køretøjer, der er privatejede.



Reglerne for motoriserede skateboards samt selvbalancerende køretøjer som segboards og uniwheels:

  • I hovedtræk gælder de samme regler som for el-løbehjul. Der er dog forskel på, hvor de må køre.
     
  • Kørsel med selvbalancerende køretøjer og motoriserede skateboards må kun ske på strækninger, hvor der er anlagt cykelsti, og skal i disse tilfælde ske på cykelsti.
     
  • På veje inden for tættere bebygget område, som har en hastighedsgrænse på højst 50 kilometer i timen, må køretøjerne dog føres på vejen, hvis der ikke er anlagt cykelsti.
     

Kilde: Ritzau samt Transport-, Bygnings- og Boligministeriet