Ny hurtigfærge stadig på tapetet på Samsø

Politikerne på Samsø vedtog på byrådsmødet tirsdag aften at lave en markedsanalyse for en ny hurtigfærge mellem Sælvig og Aarhus

En ny hurtigfærge mellem Samsø og Aarhus kan være en realitet fra sommeren 2019, hvis alt flasker sig.

Siden folkene bag den forhenværende hurtigfærge mellem Samsø og Aarhus Issehoved kastede håndklædet i ringen sidste sommer, har snakken gået på, om kommunen skulle søsætte en ny færge. Tirsdag besluttede lokalpolitikerne så at arbejde videre med planerne.

Vi vedtog at afsætte midler til en markedsanalyse, så vi kan se, om der et stort nok indtægtsgrundlag i færgen til at dække udgifterne.

Marcel Meijer, borgmester

- Vi vedtog at afsætte midler til en markedsanalyse, så vi kan se, om der et stort nok indtægtsgrundlag i færgen til at dække udgifterne, siger borgmester på Samsø, Marcel Meijer (S), til TV2 ØSTJYLLAND.

Selvom lokalpolitikerne endnu ikke er blevet enige om, hvor mange penge man årligt vil afsætte til færgedriften, så er beløbet formentlig minimum to mio. kroner

Kan være klar fra sommeren 19

- Men det er nu ikke sikkert, at vi kan nøjes med det. Derfor er det vigtigt, at vi kender indtægtsgrundlaget for en ny hurtigfærge. Og også får undersøgt, om den bare vil tage passagerer fra den nuværende færge, siger Marcel Meijer.

Ifølge ham har man kig på færgetyper i Asien og Australien, som ville kunne klare opgaven med at sejle mellem øen og Aarhus på en time med omkring 200 passagerer.

Læs også En epoke er slut: Pendlerfærge til Samsø er blevet solgt

- Og sådan en er faktisk ikke så dyr – den koster omkring 30-35 mio. kroner. Så på lang sigt er driftsomkostningerne udfordringen, forklarer borgmester.

Han forventer tidligst – hvis alt går vel - at have en ny hurtigfærge i drift til sommeren 2019. Borgmesteren påpeger vigtigheden af at få styr på organisationen først.