Ny hotline til digital betjening
Få hjælp til at melde flytning hos kommunen
Bor du i Aarhus, Skanderborg, Syddjurs, Norddjurs, Odder, Favrskov eller Silkeborg Kommune og har du svært ved at finde ud af, hvordan man benytter den digitale selvbetjening hos din kommune? Så er der hjælp at hente hos en ny hotline.
De syv kommuner er gået sammen om at tilbyde borgerne telefonisk hjælp til digital selvbetjening udenfor Borgerservices normale åbningstid.
Hotlinen med telefonnummer 70 20 00 00 går i luften i aften, mandag, kl. 18.30.
Fremover er hotlinen åben søndag til torsdag fra kl. 18.30 til 22.00.
En god forretning for kommunen
Kommunerne vil gerne have så mange borgere som muligt til at benytte selvbetjening: En anmeldelse af flytning er for eksempel op til 30 gange dyrere, når borgerne møder op personligt, end når de betjener sig selv på nettet.
Hvis en stor del af borgerne betjener sig selv vil der være ekstra ressourcer til at betjene dem, der har særligt brug for hjælp, lover de syv kommuner i en pressemeddelelse.
Hotlinens formål er at yde hjælp til selvhjælp, så borgerne kan benytte de digitale løsninger. Borgerne kan således ikke få hjælp til specifik sagsbehandling eller få oplysning om status på en given sag.
Den nye hotline er et pilotprojekt der løber frem til 1. december 2013. Det skal herefter vurderes, om hotlinen skal gøres permanent.
Kommuner løfter i flok
Borgmester i Skanderborg, Jørgen Gaarde (S), glæder sig over, at Skanderborg er gået med i det fælleskommunale samarbejde:
- Det er en spændende satsning, og det viser, at det giver god mening at forene ressourcerne på udvalgte områder. Det her var ikke en opgave, som vi i Skanderborg Kommune kunne løfte alene, men i fællesskab kan vi give borgerne en bedre service, skriver han i pressemeddelelsen.