Ny hospitals-plan betyder større topledelse og færre chefer
Ledelsen på Aarhus Universitetshospital bliver næsten dobbelt så stor, og i samme ombæring nedlægges en række stillinger
Topledelsen på Aarhus Universitetshospital udvides fra tre til fem personer, og i samme åndedrag nedlægges en række chefstillinger.
Den hidtidige opdeling af hospitalet i fem centre droppes, og som konsekvens af den beslutning nedlægges 11 stillinger som centerchefer og administrationschef.
Ændringerne træder i kraft den 1. oktober.
Ole Thomsen, koncerndirektør i Region Midtjylland, siger om baggrunden:
- Region Midtjylland har brug for et universitetshospital, som skal være endnu hurtigere til at tage nye ting op til gavn for patienter og borgere, og som står stærkt både i regionen, men også nationalt og internationalt. Centrene har fungeret godt, men vi har vurderet, at de nuværende udfordringer kræver større handlekraft på tværs af hospitalet og en styrkelse af den øverste ledelse, siger han i en pressemeddelelse.
Læs også
Siden fusionen mellem Skejby og Aarhus Sygehus til Aarhus Universitetshospital i 2011 har hospitalet været opdelt i centre.
Men nu hvor Aarhus Universitetshospital samles under samme tag, mener ledelsen, at opdelingen skal droppes.
- Vi skal sikre gode patientforløb og smidige løsninger. Derfor skaber vi et ledelsessystem, der hurtigt kan omsætte beslutninger til handling, og som samtidig kan udvikle vores position som et stærkt universitetshospital med en klar profil, siger hospitalsdirektør Poul Blaabjerg.
Læs også
Hospitalsledelsen består i dag af hospitalsdirektør Poul Blaabjerg, lægefaglig direktør Claus Thomsen og sygeplejefaglig direktør Inge Pia Christensen.
De fortsætter alle i den nye hospitalsledelse, som udvides med to direktører, hvoraf den ene direktør skal have sundhedsfaglig baggrund.
De penge, der måtte spares ved at nedlægge chefstillingerne, indgår i den effektiviseringsplan på op mod 220 millioner kroner, som hospitalsledelsen varslede i april 2017.