Ny genoptræning har stor betydning for hjertepatienter

Efter genoptræning af hjertepatienter er rykket fra Region Midtjylland til Skanderborg Kommune, er flere patienter kommet i træning

02:01

VIDEO: Henna Worm er en af de 92 hjertepatienter, der har været i genoptræning i Skanderborg Kommune siden årsskiftet.

Henna Worm tramper i pedalerne, og løfter alt, hvad hun kan. Målet er 10 kilometer på max 20 minutter. I august fik hun en blodprop i hjertet, og seks uger senere begyndte hun til genoptræning i Skanderborg Kommune. Det har haft stor betydning for hende:

Førhen når jeg kom hjem fra arbejde, lavede jeg ingenting, for det havde jeg ikke overskud til. Det har jeg i dag.

Henna Worm, hjertepatient, Galten

- Førhen når jeg kom hjem fra arbejde, lavede jeg ingenting, for det havde jeg ikke overskud til. Det har jeg i dag, siger Henna Worm, der er hjertepatient og bor i Galten, til TV2 ØSTJYLLAND.

Henna Worm er en af de mange, der har haft glæde af et nyt genoptræningsforløb i Skanderborg. Før lå opgaven med at få hjertepatienter i genoptræning hos Region Midtjylland, men det er med stor succes rykket over til kommunen.

- Vi kan se, at der er 26 % flere borgere, der modtager genoptræning i forhold til tidligere. Der er simpelthen flere, der kommer igennem forløbet for de samme penge, siger Lisbeth Birkelund Schødt, leder af genoptræningsvisitationen hos Skanderborg Kommune til TV2 ØSTJYLLAND.

Henna Worm har været i genoptræning i knap 12 uger, og hun har trænet to gange om ugen.

Tilfredsstillende – både for patient og kommune  

92 personer har deltaget i genoptræningsforløbet i Skanderborg Kommune siden årsskiftet. Resultaterne viser, at langt de fleste kommer i klart bedre form gennem kommunens forløb.

Selvom man er udmattet, så er der en hvis tilfredsstillelse ved, at man har ydet det her, for det kunne jeg ikke for et halvt år siden. Så jeg kan kun være tilfreds.

Henna Worm, hjertepatient, Galten

Det kan mærkes på Henna Worm, mener fysioterapeut Hanne Olsson:

- Vi kan mærke, at Henna er meget mere udholdende, og hun har fået en bedre kondition, siger hun.

Henna Worm har været i genoptræning i knap 12 uger, og hun har trænet to gange om ugen. Hendes fremskridt glæder kommunen:

- For kommunen er det vigtigt, at borgerne er så raske som muligt og kan klare så meget som muligt, både i forhold til deres arbejde og de hverdagsting de kan, siger Lisbeth Birkelund Schødt. 

Henna Worm har fået mere overskud og en bedre kondition af at være i genoptræning.

Ved slutspurten i dagens træning har Henna Worm for længst nået de gyldne 10 kilometer. Og tilfredsheden er til at tage at føle på:

- Selvom man er udmattet, så er der en hvis tilfredsstillelse ved, at man har ydet det her, for det kunne jeg ikke for et halvt år siden. Så jeg kan kun være tilfreds, siger hun forpustet.

Læs også Gennembrud: Familier med flere hjertestop kan have genfejl

Se indslaget om Henna Worm og genoptræningen i Skanderborg Kommunen i videoen øverst i artiklen.