Ny frisbee-bane i bøgeskoven
Skal trække flere folk ud i skoven
Dyrehaven i Skanderborg bliver snart legeplads for mere end motionister og festivalgængere. Lige nu er Skanderborg Kommune ved at sætte en disc golf bane op i skoven.
- Mange benytter vores smukke Dyrehave til at motionere eller gå en tur. Med en disc golf bane i skoven er der en ekstra grund til at tage ud og nyde den smukke natur. At man så samtidig får lidt motion og sjov, er jo bare en gevinst for alle, siger Tage Nielsen, formand for kommunens Kultur og Sundhedsudvalg i en pressemeddelelse.
Disc golf minder meget om golf. Bolden er bare skiftet ud med en frisbee, der så skal kastes i hul. I Skanderborg bliver der sat en bane op på ni huller.
- Man behøver heller ikke at have hverken boldøje eller særlig god fysik, siger Jesper Gormsen, der har designet banen i Dyrehaven.
Han glæder sig over, at der ikke er nogen underskov med slyngplanter og andre gevækster i Dyrehaven. Tværtimod er der helt frit mellem træerne.
- Det giver en rigtig god bane med masser af udfordring for både den utrænede og den øvede, siger Jesper Gormsen.
Disc golf banen bliver indviet fredag d. 3. oktober af 5. A fra Morten Børup Skolen.