Ny formand for Red Barnet
Aarhusianer valgt i dag
Han er en af landets førende advokater inden for ansættelsesret og formand for Danske Advokater. Men fremover skal han også have fokus på børnene. Red Barnet har nemlig i dag valgt den ligefremme aarhusianer som formand.
- Jeg er utrolig glad for, at det er lykkedes os at finde en formand med så stærk en baggrund og solidt et netværk. Desuden kender jeg Lars som et varmt og begavet menneske, der brænder for børns rettigheder. Så vi er virkelig glade hos Red Barnet i dag, siger Mimi Jakobsen, der er generalsekretær i Red Barnet.
Lars Svenning Andersen indtrådte i Red Barnets bestyrelse sidste år og blev i dag valgt som formand uden modkandidater på organisationens repræsentantskabsmøde i Nyborg.
- Jeg er ambitiøs på organisationens vegne. Jeg mener, vi skal udvide netværket af lokalforeninger, så vi kan være til stede i alle landets kommuner. Det er nødvendigt for at vi kan nå ud til flere børn og udbrede kendskabet til børns rettigheder endnu mere. Og det tror jeg på, at vi kan, siger Lars Svenning Andersen.