Ny formand på Gl. Estrup
Bent Hansen skal stå i spidsen for museet
Bestyrelsesformand for Gl. Estrup - Herregårdsmuseum gennem 5 år, direktør Jørgen Andersen, er blevet afløst af regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Bent Hansen har siden 2006 været mening medlem af bestyrelsen. Nu ser han frem til arbejdet som formand.
- Det er klart, at jeg, med min baggrund i historiefaget, har en særlig interesse i Gammel Estrup - Herregårdsmuseet. Museet er landets førende herregårdsmuseum, og det er en vigtig kulturarvsinstitution ikke bare i regionen, men på landsplan, siger Bent Hansen i en pressemeddelelse.
- Det har været en fornøjelse at være med i den store udvikling, museet har været igennem de senere år, og jeg glæder mig til at arbejde for museet som formand de kommende år.
Bent Hansen er uddannet cand.mag. i samfundsfag og historie og har arbejdet som både universitetsunderviser og gymnasielærer. Siden 2006 har Bent Hansen været regionsrådsformand i Region Midtjylland, og han bestrider desuden en række bestyrelsesposter og andre tillidshverv.