Ny ejer til Lighthouse-projekt
NorCap A/S overtager Light House Projektet til spotpris fra Landic Properties, der er i betalingstandsning.
Kuratoren for Lighthouseprojektet oplyser, at projektet er solgt med betydelige tab, men vil ikke udtale sig om salgsprisen. Men kilder tæt på projektet oplyser til TV 2 | ØSTJYLLAND, at NorCap A/S kun har betalt mellem 10 til 20 millioner kr., for det projekt der oprindeligt kostede Landic Properties 120 millioner kr.
Købsaftalen er betinget af, at NorCap A/S kan opnå ny aftale med Århus Kommune og boligforeningerne AAB og RInggården. Der er blandt andet nogle tidsfrister, der nu skal ændres.
Projektet indeholdt oprindeligt et meget omtalt højhus på 142 meter, et hotelbyggeri og et boligbyggeri. Men de nye ejere ønsker i første omgang ikke at bygge det prestigefyldte højhus.
- Der skal bygges noget på grunden. Den ligger så markant og centralt, men om det bliver et 140 meter højt boligbyggeri ved jeg ikke, fortæller direktør Jens Winther fra NorCap A/S.
I stedet vil NorCap A/S koncentrere sig om at gennemføre byggeriet af et hotel og 8000 kvadratmeter almene boliger.
Jens Winther forventer at forhandlingerne med kommunen og boligselskaberne tager adskillige uger.