Ny direktør for DGI Østjylland
Flemming Poulsen fra Sabro tager over
DGI Østjylland skal have ny direktør, da Flemming Mølgaard efter otte år har ønsket at træde tilbage.
Flemming Poulsen begynder arbejdet i DGI Østjylland til den 1. april.
- Stillingen som direktør i DGI Østjylland er et drømmejob for mig, da de faglige og personlige udfordringer og potentialer afspejler såvel mine interesser som erfaringer. Jeg er optaget af strategisk ledelse og effektiv administration af politiske organisationer. Derudover er jeg foreningsmenneske med stort F, siger Flemming Poulsen i en pressemeddelelse.
Flemming Poulsen er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet tilbage i 2003, og han kommer til DGI Østjylland fra en stilling som sekretariatschef for Teknik og Kultur i Favrskov Kommune.
Derudover har Flemming Poulsen de seneste år været hovedformand i Sabro Idrætsforening, ligesom han har været engageret i foreningen i flere andre roller.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at bringe mig selv i spil for DGI Østjylland, og sammen med organisationens bestyrelse, medarbejdere og mange ivrige frivillige understøtte, udvikle og udfordre det østjyske foreningsliv til glæde for de mange aktive foreningsmed-lemmer og -frivillige. Alt sammen med udgangspunkt i at skabe attraktive lokale og sociale fællesskaber baseret på idræt og motion, siger Flemming Poulsen.
DGI Østjylland er en af 16 landsdelsforeninger, der er medlem af DGI, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger.
DGI Østjylland dækker Samsø, Odder, Skanderborg, Århus, Favrskov, Randers, Syddjurs og Norddjurs kommune. Der er omkring 476 idrætsforeninger, der er medlem af landsdelsforeningen med et samlet medlemstal på 177.500 personer.