Ny direktør i Fregatten skal finde 56 millioner inden 2026

Lars H. Olsen er ny direktør for Fregatten Jylland

01:56

I 11 år var Benno Blæsild en markant skikkelse i kulturlivet i Østjylland i skikkelse af sit erhverv som direktør for Fregatten Jylland i Ebeltoft.

Men sidste år sagde han stop, og nu er afløseren klar til at tage over – nemlig Lars H. Olsen.

- Jeg har glædet mig til at være direktør for det her fantastiske skib – det er et nationalt klenodie, siger Lars H. Olsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Fregatten trues af gigant-lån: Politikere klar til at hjælpe

Og stilen bliver hans egen – ikke en kopi af Benno Blæsilds.  

- Uanset hvor man bliver ansat, er der altid en forgænger, man bliver målt op imod. Jeg tror, jeg vil skabe min egen måde at drive Fregatten på, siger Lars H. Olsen.

Lars H. Olsen kommer fra Fanø og har i flere år arbejdet med samfunds- og turismeudvikling. Han håber at kunne udvikle Fregatten Jylland til at komme uden for landets grænser.

Læs også Fregatten Jylland kan ende med at skulle tilbagebetale flere millioner

- Jeg ser gerne personligt, at det bliver en international attraktion, siger han. 

Man kan ikke sige Fregatten Jylland uden at italesætte de økonomiske vanskeligheder, det gamle krigsskib har været forbundet med i de senere år.

Senest er Fregatten Jylland blevet pålagt at betale 56 millioner kroner tilbage til Arbejdsmarkedets Feriefond inden 2026. En del af udfordringen, kalder Lars H. Olsen det, og så tager han det ellers i stiv arm. 

Læs også Fregatten Jylland har fundet sin nye kaptajn

På bestyrelsesniveau er man godt klar over, at forandringens vinde skal blæse over masterne på Fregatten, der deltog i Slaget ved Helgoland i krigen i 1864.

- Vi ved godt, at friske folk og friske nye ideer kan skabe en udvikling, der er nødvendig for at Fregatten kan klare sig fremover, siger Ole Bjerregaard, bestyrelsesformand i Fregatten Jylland. 

Se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.