Ny digital park i Horsens skal fortælle eventyr
Byens borgere kan selv via gratis app lægge fortællinger ind i parken - eller høre andres
Unge og gamle borgere i Horsens kan glæde sig til et nyt åndehul midt i byen, da Horsens Kommune har fået tilsagn på to mio. kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Parken ligger i Kvarterspark Søndermarken, og vil være en nyskabelse, da den skal være digital, grøn og bæredygtig.
I praksis bliver det blandt andet i form af lydgeologi, hvor borgerne via en gratis APP på deres mobiltelefon enten selv kan lægge fortællinger og lignende ind forskellige steder i området, eller de kan opleve andres.
- Området er fyldt med muligheder, og med midlerne fra A.P. Møller Fonden kommer vi nu tæt på at kunne realisere dem og skabe en imødekommende park for hele bydelen. Det glæder vi os rigtig meget til, siger borgmester Peter Sørensen (S), i en pressemeddelelse.
Kvartersparken kommer også til at omfatte et stisystem, der byder på eventyr, bevægelse, leg og ophold undervejs.
Formålet med nyskabelsen, der kommer til at rumme masser af kultur- og aktivitetstilbud, er at samle områdets foreninger, skabe identitet og tiltrække nye brugere.
Ud over pengene fra A.P. Møller Fonden bidrager Horsens Kommune med fem mio. kr. Kommunen har desuden fået tilsagn om 250.000 kr. fra Sønderbro Kulturhus Fond, 200.000 kr. for Andelsboligforeningen Odinsgaard, afdeling 1 Sønderbro og 100.000 kr. fra Insero Horsens.
Det samlede projekt for kvartersparken forventes at koste 7,2 mio. kr. og skal efter planen stå klar i løbet af 2016.