Ny dato for udsatte kampe
De tre østjyske superligaklubber gik glip af en spillerunde på grund af den store spillerstrejke. De udsatte kampe spilles 3. november.
DBU's programudvalg har nu besluttet, hvornår SAS-ligaens udsatte femte spillerunde bliver afviklet. Femte spillerunde skulle have været spillet den 21. og 22. august, men blev aflyst på grund af, at spillerne strejkede.
Nu har DBUs programudvalg kilet en ny spilledato ind mellem 14. og 15. spillerunde, så de udsatte kampe bliver onsdag den 3. november.
Eneste kamp, som er i farezonen for endnu en aflysning, er AGF mod AaB på Århus Stadion. Nordjyderne skal nemlig spille UEFA Cup torsdag den 4. november, hvis de kvalificerer sig til anden runde.
Silkeborg spiller 3. november på udebane mod Viborg, mens Randers FC på samme tid møder FC Nordsjælland i Farum.