Ny cykelsti til Gl. Estrup

9 mio. kr. til cykelsti fra Auning

Foto: Google Maps

Turister og lokale borgere får nu mulighed for at cykle til Gl. Estrup. En netop indgået aftale i Folketinget har afsat 9 mio. kr. til i alt 1,2 km cykelsti langs hovedvej A16. 

Museet ligger ud til den stærkt trafikerede hovedvej, og det har afholdt mange fra at cykle på strækningen. Derfor glæder aftalen den østjyske trafikordfører for Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, der mener, at cykelstien vil gavne både turismen og trafiksikkerheden.

- Personligt er jeg helt overbevist om, at når vi får en cykelsti, der kobler Gl. Estrup sammen med Auning by, vil det skabe en meget positiv effekt - både for Gl. Estrup, men i særdeleshed også for borgerne i området, siger han i en pressemeddelelse.

Herregårds- og landbrugsmuseet ved Auning havde sidste år godt 100.000 gæster, hvilket gør Gl. Estrup til en af de store turistattraktioner på Djursland.