Ny cheftræner i BSV
Assistenttræner bliver forfremmet
Det bliver 44-årige Clars Uhrenholt, som i næste sæson skal stå i spidsen for håndboldherrerne fra Bjerringbro-Silkeborg.
Claus Uhrenholt har gennem det seneste år været assistenttræner i klubben.
- Claus Uhrenholt er fagligt kompetent, han har nogle spændende idéer omkring udviklingen af holdets spillestil og så er han højt respekteret i spillertruppen. Derfor er Claus det naturlige valg til at tage stafetten i den kommende sæson. Vi havde flere eksterne emner oppe at vende, men i sidste ende var beslutningen nem. Claus Uhrenholt er manden, der kan indfri klubbens sportslige ambitioner for den kommende sæson, siger adm. direktør Frank Lajer i en pressemeddelelse.
Før sin gang i Bjerringbro-Silkeborg har Claus Uhrenholdt i 10 år været tilknyttet Team Tvis Holstebro - de seks af årene som cheftræner. Så det er en mand med erfaring, der i dag sætter sig i chefstolen.
- Der vil ske forandringer i holdets spillestil, både offensivt og defensivt. Med tilgangen af fire spillere, der har scoret rigtigt mange mål i deres tidligere klubber nemlig Kristian Kjelling, den stærke islandske stregspiller Kari Kristjan Kristjansson, Rasmus Nielsen og Mads Christiansen tilsat de profiler, klubben allerede råder over nu, har vi et hold med mange offensive muligheder. Angrebsmæssigt har vi en række spændende profiler, og med tilgangen af Kristian Kjelling, der kan tage en kamp i egen hånd, ser det overordentligt spændende ud. Opgaven bliver at få brugt de rigtige spillere på de rigtige tidspunkter, siger Claus Uhrenholt i en pressemeddelelse.
Klubben er lige nu på jagt efter en ny assistenttræner og oplyser, at de er i kontakt med flere mulige trænere. En ny assistenttræner vil snart kunne præsenteres.