Ny chef for Århus Festuge

Den lokale musiker og filminstruktør Jens Folmer Jepsen skal fremover stå i spidsen for Århus Festuge.

Århus Festuge har fået en ny chef.

Den årligt tilbagevendende kulturbegivenhed skal fremover ledes af den århusianske musiker, komponist og filminstruktør Jens Folmer Jepsen.

Jens Folmer Jepsen kommer fra en stilling som direktør for Paseofilm i Filmby Århus.

Den 49-årige århusianer er manden bag så forskellige yderpunkter i dansk kultur som På Slaget 12-hittet 'Hjem til Århus' og tv-serien 'Kongeriget' med Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt.

Jens Folmer Jepsen afløser Martin Lumbye, der siden 2003 har været den øverste leder af festugen.

TV 2 | ØSTJYLLAND har mere om udnævnelsen af Jens Folmer Jepsen i mandagens udsendelser.