Ny bro indviet over Gudenåen
Stibro forbinder natur og by
Nu er snoren klippet, og en ny bro indviet i Randers.
Derfor er det blevet meget lettere at krydse Gudenåen tørskoet i Randers, hvad enten man er iført vandresko, løbesko eller tramper i pedalerne på sin cykel.
Broen forbinder Hornbæk Enge og Vorup Enge, og giver borgerne nye muligheder for at komme over Gudenåen tæt på Randers By.
Broen er skænket af Aage V. Jensen Naturfond, og derfor takkede borgmester Claus Omann Jensen (V) også for gaven til åbningsceremonien tirsdag.
- Randers Kommune er meget taknemmelig for den flotte gave. Broen skaber sammenhæng mellem flotte naturområder, og giver alle borgere med hang til bevægelse og smuk natur muligheder for unikke oplevelser, sagde Claus Omann Jensen til Randers Kommunes hjemmeside.
Og glæden for den nye bro var også stor blandt de mange fremmødte.
- Det er sjældent, at vi går så langt medmindre, vi har et mål at gå efter. Men det har vi fået med denne nye bro. Den giver også mulighed for, at vi kan tage de større børn med på cykelture rundt om Gudenåen, sagde Niels Bech-Larsen, der er pædagog i Børnehuset Ålykke.
Han var sammen med flere børn fra Børnehuset Ålykke mødt frem med flag og store smil.
Den nye bro har kostet 7,5 millioner kroner, som er betalt af Aage V. Jensens Naturfond.