Ny brand i Gellerup
En bunke brændende aviser udviklede kraftig røg i en opgang. Politiet formoder, at branden var påsat.
15. okt 2008, kl. 07:28
Mere end 30 dage gammel
Århus Brandvæsen og Østjyllands Politi rykkede klokken 4.21 ud til en kraftig røgudvikling i en opgang på Edwin Rahrsvej 12 i Gellerup.
Det viste sig at være en bunke aviser, der brændte.
Brandvæsenet bar aviserne udenfor og luftede ud i opgangen. Ingen kom til skade. Politiet mener, at branden var påsat.
- Det er meget sjældent, at en bunke aviser selvantænder, siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Per Bennekov.
Natten til mandag nedbrændte Børnehaven Viben i Gellerupparken. Ifølge politiet var den brand påsat. Natten til tirsdag blev der desuden sat ild til en bil i området.