Ny børnelokker på spil
Lokkede to drenge med iPad for køretur
Hasselager sydvest for Aarhus er blevet ramt af en uhyggelig episode, hvor to drenge er blevet antastet af en fremmed mand, der ville have dem med i sin bil.
Episoden fandt sted onsdag aften klokken 18.30 ved legepladsen på Kildeagervej. Her var to drenge på otte og ni år i fuld gang med at lege, da de pludselig blev afbrudt af en fremmed, skaldet, dansk mand, der kom kørende i en stor, sort BMW.
- Manden tilbød dem en iPad eller en cykel, hvis bare de ville køre med ham, men drengene sagde nej. Vi tager selvfølgelig sagen meget alvorligt, oplyser vagtchef Jens Rønberg fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Østjylland plages i forvejen af en mulig børnelokker i Randers, der har indtil videre har forsøgt at lokke mindst seks mindreårige til at køre med sig i sin bil. Manden i Randers lokkede børnene med penge.
Se: Jagter stadig mulig børnelokker
Advarslen mod børnelokkeren bliver i øjeblikket flittigt debatteret på Facebook, hvor den indtil videre er delt omkring 1.000 gange.
Østjyllands Politi opfordrer folk til at kontakte politiet på tlf. 114, hvis man har set noget, eller hvis man ser en stor, sort BMW med en skaldet mand, der henvender sig til børn.