Ny borgmester er populær
Socialdemokraterne i Randers ville gå stærkt frem, hvis der var byrådsvalg i morgen. Til gengæld går Venstre tilbage.
Vælgerne i den nye randrusianske storkommune har ikke fortrudt, at de med placeringen af deres krydser i november 2005 lod Socialdemokraterne med borgmester Henning Jensen Nyhuus i spidsen overtage styringen af kommunen.
Det viser en frisk måling, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for Randers Amtsavis.
Ifølge målingen ville Socialdemokraterne - hvis der var byrådsvalg i morgen - gå frem fra 36 til 42 procent. Omvendt ville det største oppositionsparti, Venstre, opleve en tilbagegang fra 33 til 30 procent.
- Jeg tror, vælgerne kvitterer for, at vi i S-gruppen har søgt det brede samarbejde. Folk er trætte af blokpolitik og mudderkastning. Vælgerne har heldigvis opfattet vores signal om, at vi vil udvikling i hele kommunen. Og en fornuftig udvikling får vi bedst ved at samarbejde på tværs af så mange partier som muligt, siger Henning Jensen Nyhuus til avisen.