Ny aftale på plads: Boligblokke i Aarhus-ghetto rives ned
Seks boligblokke i det udsatte boligområde, Bispehaven, skal rives ned. Til gengæld sættes en række andre initiativer i søen.
Aarhus Kommune og Østjysk Bolig er nu enige om, hvordan fremtiden skal se ud i det udsatte boligområde, Bispehaven.
I planen, der netop er fremlagt, fremgår det, at tre høje blokke og tre små blokke skal rives ned. Til gengæld skal der renoveres, bygges nyt og sættes en række nye initiativer i gang.
- Vi har lavet en ambitiøs og banebrydende aftale. Østjysk Bolig har været meget konstruktive i samarbejdet, og det har gjort, at vi står med en stærk aftale, som kan være med til at sikre, at vi får skabt en by i balance. Det vigtigste er nu, at vi sikrer en så god og tryg proces for beboerne som muligt, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse.
300 familier skal flytte
Folketinget vedtog i efteråret 2018 ny lov om udsatte boligområder. Som følge af den nye lovgivning skal de boligforeninger og kommuner, der huser såkaldte ’hårde ghettoer’ sammen indsende en plan for hvert af områderne senest 1. juni 2019, hvis området har været på den såkaldte ’ghettoliste’ i mere end fem år.
Læs også
Aarhus Kommune og Østjysk Bolig besluttede i efteråret 2017 at udarbejde en fælles udviklingsplan. Det står klart, at planen vil få konsekvenser for en del af de borgere, som bor i Bispehaven.
- Det har aldrig været vores ønske at gennemgå denne proces, der jo betyder, at over 300 af vores familier i Bispehaven skal flyttes, men når det så er sagt, så synes jeg, at vi i samarbejde med Aarhus Kommune har fået lavet en rigtig god aftale, der kommer til at betyde, at man om nogle år vil møde et helt nyt Bispehaven, som spiller sammen med resten af Hasle på en rigtig god måde, siger direktør i Østjysk Bolig, Allan Søstrøm, i samme pressemeddelelse.
Planen om de ’hårde ghettoer’
- Folketinget vedtog i efteråret 2018 ny lovgivning om udsatte boligområder.
- Som følge af den nye lovgivning skal de boligforeninger og kommuner, der huser såkaldte ’hårde ghettoer’ sammen indsende en plan for hvert af områderne senest 1. juni 2019, hvis området har været på den såkaldte ’ghettoliste’ i mere end fem år.
- Kravet til planen er, at andelen af almene familieboliger i det berørte område senest i 2030 skal reduceres til højest 40 procent.
- Aftalen mellem Østjysk Bolig og Aarhus Kommune skal danne grundlag for denne plan, som skal indsendes til Transport, Bygnings- og Boligministeriet senest 1. juni 2019.
- Der udarbejdes efterfølgende en samlet udviklingsplan for bydelen, som forventes godkendt sidst i 2019.
Borgerne er garanteret ny bolig
De borgere i Bispehaven, som skal forlade deres boliger, fordi de skal rives ned, er garanteret en ny permanent, almen bolig.
Aarhus Kommune har nemlig indgået en aftale med Boligorganisationernes 5. kreds, hvor 5. kreds forpligter sig til at stille det nødvendige antal boliger til rådighed.
Læs også
- Vores fokus er lige nu selvfølgelig primært på de af vores beboere, der netop har fået besked på, at de skal flytte fra deres hjem. Mange af dem har boet i Bispehaven i rigtig mange år, og har svært ved at se sig selv bo andre steder. Vi skal hjælpe dem til at komme godt videre i et nyt område, og det vil vi gøre så godt, vi overhovedet kan, siger Allan Søstrøm.
Når planen er indsendt til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, vil beboerne i området blive involveret og få mulighed for at komme med deres input til, hvordan Bispehaven skal se ud i fremtiden.
Det nye Bispehaven
Udviklingen af Bispehaven bygger videre på den tryghedsrenovering, der allerede er i gang i området. Her er der blandt andet fokus på at binde Bispehaven bedre sammen med resten af byen.
Det nye Bispehaven kommer til at bestå af en række mindre kvarterer med mange slags boliger, bygninger og mennesker.
Læs også
Der skal blandt andet laves nye rækkehuse, en kunstgræsbane og erhvervsbyggeri. Det skal alt sammen præge bydelen og skabe større sammenhæng med de områder der ligger omkring Bispehaven og Hasle Torv.
Der bliver også etableret en grøn kile, som strækker sig gennem Bispehaven og binder det sammen fra Klokkerparken i syd, over Ellekær og videre til Hasle Bakker og True Skov i nord.