Nummer kan redde liv
Øger sikkerheden på stranden
Skulle uheldet være ude, når man er på stranden eller fiskesøen, så er det nu blevet lettere at få hjælpen hurtigere frem.
Kommunerne har nemlig opsat små grønne skilte med numre på, der fortæller præcis, hvor man befinder sig, selv om man står langt fra alfavej. Det oplyser Randers Kommune.
- Skulle der for eksempel være en lystfisker eller en badegæst, der ringer 112, fordi der er sket en ulykke, så kan det være svært at fortælle, hvor de præcis opholder sig. Mange går i panik en sådan situation, og er der tale om turister, kan der både være en barriere med sproget og et manglende kendskab til området. Her kan nummereringen være en stor hjælp til at fortælle, hvor man præcis er, siger beredskabsinspektør Christian Nøddelund fra Randers Brandvæsen.
I Randers kommune er der opsat 38 grønne nummer-skilte.
Ordningen er lavet i samarbejde mellem kommunerne, TrygFonden og Rådet for Større Badesikkerhed, der også har lavet app'en "Strandklar", der gør det muligt at finde frem til det nærmeste strandnummer.