Nul snav til stive tosser
Fulde fyre skal ikke regne med at blive kysset på Skanderborg Festival, hvis det står til SSP Skanderborg og Bryggeriforeningen.
Masser af kække ungersvende og søde piger er klar til at indtage Skanderborg Festival. Det er SSP Skanderborg også. I SSP's telt tager et korps af forebyggende medarbejdere hånd om unge, der trænger til en god snak, noget vand, et hvil eller et plaster. Og samtidig har SSP og Bryggeriforeningen fået trykt 3000 badges med teksten "Nul kys til stive tosser", som bliver delt ud til pigerne.
- Vi ved at pigerne har stor indflydelse på drengenes alkoholadfærd, og håber derfor at signalet fra pigerne vil få drengene til at moderere indtaget af alkohol, så drengene får en masse kys og at vi alle sammen får en smuk fest på Skanderborg, siger Mikael Kelk fra Bryggeriforeningen og Benny Husted fra SSP-Skanderborg i en samlet pressemeddelelse.
Alkohol eller ej, så skal der nok blive snavet en del, når bøgeskoven begynder at gynge i takt til musikken i Skanderborg.
TV 2 | ØSTJYLLAND følger festivalen tæt, både på tv og på nettet.
TV 2 | ØSTJYLLAND's særlige hjemmeside-del om årets udgave af Skanderborg Festivalen.