Nu starter Randers Festuge: Nyt navn skal sætte fut i festen

Fredag bliver der taget hul på årets festligheder i Randers under et helt nyt navn. Randers Ugen er blevet til Randers Festuge.

I dag starter Randers Festuge med hundredevis af arrangementer de næste ni dage.

Også i år samles randrusianerne og gæster fra nær og fjern til ni dages byfest i Randers. Men som noget helt nyt bliver det ikke længere under navnet, Randers Ugen, men derimod Randers Festuge:

- Randers Ugen er jo over 40 år gammel, men med det navn blev arrangementet i virkeligheden lidt identitetsløst, da det ikke rigtigt signalerer nok, hvad det handler om. Det har altid været en festuge – og det er det, vi gerne vil forstærke og understrege med det nye navn, fortæller Mette Bertelsen, der er eventchef hos Randers Festuge til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Lummer og blæsende weekend på vej

Med et navneskift til Randers Festuge, mener hun, at navnet forklarer sig selv. Både for de mange tusinde der allerede kender Randers Ugen men også for potentielle gæster og besøgende.

01:14

VIDEO: Sidste år sluttede Randers Ugen med et brag. Du kan se indslaget fra den 18. august 2018 her. 

Luk video

Musik, teater, kunst og sport

Med det nye navn følger også en ambition om at give gæsterne et tydeligere og stærkere programindhold. Det kommer blandt andet til udtryk i et nyt samarbejde mellem Randers Festuge og kulturinstitutionen Værket, hvor Værkets amfiscene bliver til festugens store udendørsscene.

Her skal blandt andet komiker Anders Matthesen optræde, og kunstnere som Hjalmer, Thomas Eje og Randers Big Band give koncert i løbet af festdagene.

Vi vil gerne lave et program, der giver mening for borgerne. Det gælder både musik og teater. Med den nye, store scene vil vi se, hvordan nationale kunstnere og stærke profiler virker i festugens rammer.

Mette Bertelsen, eventchef hos Randers Festuge

- Vi vil gerne lave et program, der giver mening for borgerne. Det gælder både musik og teater. Med den nye, store scene vil vi se, hvordan nationale kunstnere og stærke profiler virker i festugens rammer, siger Mette Bertelsen.

Randers Festuge løber fra den 9-17. august.

Det sker (blandt meget andet) i Randers Festuge

Fredag, 9. august kl. 20-23.30

Rhythm and Blues Night på Underværket

 

Lørdag, 10. august kl. 20-23.59

Lars Lilholt Band på Værkets Amfiscene

 

Søndag, 11. august kl. 11-16

Sparekassen Kronjyllands Familiedag ved Værkets Amfiscene

 

Mandag, 12. august kl. 18.30-22

Fotografisk inspirationsaften med fotogruppen Objektiv ved Underværket

 

Tirsdag, 13. august kl. 20-22

Komiker Anders Matthesen på Værkets Amfiscene

 

Onsdag, 14. august kl. 17-18.30

Randers Kammerorkester spiller gratis koncert på Værkets Amfiscene

 

Torsdag, 15. august kl. 18-19.15

Hjalmer spiller koncert på Værkets Amfiscene

 

Fredag, 16. august kl. 16-18.30

Thomas Eje i selskab med Randers Big Band spiller på Værkets Amfiscene

 

Fredag, 9. august til lørdag, 17. august

Fotogruppen Objektiv udstiller en fotoudstilling om et Danmark, du måske ikke plejer at bemærke. Udstillingen kan ses på Underværket.

 

Se det fulde program for Randers Festuge her.

Vil holde fast i traditionerne

Randers Festuge er skabt af borgere, foreninger og kulturinstitutioner i Randers. Og selvom arrangørerne har ambitioner om at trække endnu flere gæster til udefra, mener Mette Bertelsen også, at det er vigtigt at holde fast i den nære og lokale følelse omkring festen:

Læs også Kvinde svindlede for 30.000 kroner på populær genbrugs-app

- Vi skal ikke glemme at festugen er båret af stærke traditioner. Det er helt væsentligt, at det bibeholdes, og derfor forstærker vi indholdet på programdelen, men holder også fast ved, at festugen er en fælles tradition en gang om året, hvor fællesskabet lever. Foreningerne og institutionerne skal hele tiden kunne se sig selv i det, siger hun.

Randers Festuge er skabt af borgere, foreninger og kulturinstitutioner i Randers og har fundet sted siden 1977.

Randers Ugen har fundet sted i Randers lige siden i 1977, hvor Randers fejrede sit 675-års købstadjubilæum. Du kan se det fulde program for festugen her.