Nu spiser Maria igen
Syvårige Maria har netop spist sit første rigtige måltid i flere uger
Glæden og overskuddet er igen ved at indfinde sig hos forældreparret Morten Christensen og Iben Rosendahl fra Odder.
I torsdags spise deres syvårige datter, Maria, et rigtigt måltid for første gang siden midten af december.
- Hun spiste to frikadeller, et knækbrød og nogle gulerødder, fortæller en yderst glad Morten Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I halvanden uge har Maria nu været tilknyttet et otte uger langt behandlingsforløb på psykiatrisk Hospital i Risskov. Her følger hun en meget struktureret hverdag.
Se: Ingen hjælp til syv-årig pige
Maria lider af ADHD, og hendes forældre har fået at vide, at fordi hun ikke har anoreksi, så er der rigtig gode chancer for, at hun bliver helt helbredt.
Der er dog stadigvæk problemer med spisningen derhjemme. I går fik hun en lille portion risengrød, fortæller hendes far Morten Christensen.
Han ærgrer sig over, at familien først fik hjælp, da blandt andet TV 2 | ØSTJYLLAND fortalte om den manglende hjælp til Maria.
- Det er vanvittigt frustrerende. Havde vi ikke fået den opmærksomhed, så var hun ikke kommet i behandling dagen efter, lyder det fra Marias far.
Når Maria er tilbage med behandlingsforløbet, er det planen, at hun skal begynde i skolen igen.