Nu sker det: Midttrafik vinker farvel til pap-klippekort

Midttrafiks kunder vil fra næste mandag ikke længere kunne købe klippekort i pap. Kunderne har et halvt år til at bruge de sidste klip

På mandag stopper salget af pap-klippekort i Midttrafiks område. 

Men en museumsgenstand bliver klippekortene dog ikke lige med det samme. Midttrafiks kunder har fem måneder til at bruge de sidste klip. Den 15. januar piller Midttrafik klippemaskinerne ned, og pap-klippekortene bliver endeligt fortid. Hvis man til januar er brændt inde med klippekort, så vil det være muligt at refundere de resterende klip.

- Fra på mandag står vores kundecenter så klar til at rådgive dem, der tidligere købte klippekort i forhold til, hvad de så skal gøre. Vi har kaldt ekstra folk ind til at hjælpe kunderne, fortæller kommunikationsmedarbejder hos Midttrafik, Rikke Østergaard, til tv2oj.dk.

Læs også Tove bøvler med buskøreplanerne - de er kun på nettet

Siden maj 2016 har kunderne haft mulighed for at bruge Midttrafiks app til at købe billet eller klippekort. App’en er ifølge Midttrafik hentet 54.000 gange, og der er solgt 420.000 digitale biletter.

Forventer først travlhed senere
Men især Ældresagen og lignende organisationer har ytret bekymring for ændringerne hos Midttrafik, som ifølge dem kan ramme de ældre, der ikke lige har en Smartphone eller ved, hvordan man bruger eksempelvis Rejsekortet.

- I de tilfælde står vores kundecenter klar. Jeg kan ikke komme med et godt råd til, hvad klippekortbrugere fremover skal gøre, for det er forskelligt fra kunde til kunde. Mange pensionister har eksempelvis gavn af deltidsperiodekortet, forklarer Rikke Østergaard.  

02:03

Flere børnehaver har fortalt, at de kommer til at savne klippekortet. Se mere om hvorfor i indslaget her. 

Luk video

På salgsstederne rundt om i regionen vil de ansatte også blive instrueret i at sende buskunderne videre til kundecentret.

- Faktisk forventer vi først rigtig travlhed fra januar, hvor klippekortet ikke længere kan bruges, siger kommunikationsmedarbejderen.

Det vil fremover stadig være muligt at købe almindelige endagsbilletter i bussen.